|
Nationalbanken har midlertidigt udvidet sikkerhedsgrundlaget for penge- og realkreditinstitutternes lån i danske kroner i Nationalbanken (pengepolitiske lån, lån til kontantdepoter og intradag-kredit) med en række værdipapirer.
Sikkerhedsstillelse kan frem til 30. december 2016 ske i form af statsgaranteret usikret gæld udstedt af penge- og realkreditinstitutter, herunder beholdninger af egne udstedte obligationer. Sikkerhedsstillelse kan indtil 30. december 2013 endvidere ske i form af statsgaranteret seniorgæld udstedt i tilknytning til SDO (junior covered bonds) eller SPV-obligationer, der er udstedt på basis af statsgaranterede lån til danske penge- og realkreditinstitutter. SPV-obligationerne skal opfylde de af Nationalbanken fastsatte standardbetingelser, jf. "Betingelser for belånbare SPV-obligationer". Alle værdipapirer skal være denomineret i danske kroner eller euro og, bortset fra SPV-obligationer, være udstedt af selskaber eller foreninger i Kongeriget Danmark. SPV-obligationer er desuden kun belånbare efter Nationalbankens godkendelse. De værdipapirer, hvor notering kræves, skal endvidere være optaget til handel på OMX NASDAQ København, og alle værdipapirer skal være registreret i VP Securities A/S.
Endvidere kan sikkerhedsstillelse for kredit i danske kroner ske i form af aktier og obligationer udstedt af de selskaber, som fortrinsvis ejes af en række finansielle virksomheder i fællesskab (sektorselskabsaktier og -obligationer). Sektorselskabsaktier og –obligationer, som Nationalbanken har godkendt til belåning, fremgår af "Liste over midlertidigt belånbare papirer". Der er ikke krav om notering, og for aktier er der heller ikke krav om registrering i VP Securities. Muligheden for at stille sikkerhed i sektorselskabsaktier og –obligationer kan opsiges af Nationalbanken med 30 dages varsel.
Finanstilsynet oplyser, at sektorselskabsaktier kan medregnes i pengeinstitutternes likviditetsopgørelse i medfør af § 152 i lov om finansiel virksomhed under den forudsætning, at aktierne er ubehæftede, og at Danmarks Nationalbank belåner værdipapirerne i overensstemmelse med Nationalbankens tilsagn til sektoren af 10. august 2011, samt at likviditetskravene i bestemmelsen ikke opfyldes helt eller overvejende ved hjælp af kredittilsagn, herunder tilsagnet fra Nationalbanken.
Seniorgæld udstedt i tilknytning til SDO (junior covered bonds), der er optaget til handel på OMX NASDAQ København og opfylder de af Nationalbanken til enhver tid fastsatte ratingkrav, kan anvendes som sikkerhedsstillelse for kredit i danske kroner i henhold til Nationalbankens sædvanlige regler for sikkerhedsstillelse, jf. "Sikkerhedsstillelse".
Reglerne for sikkerhedsstillelse i form af ovennævnte værdipapirer, herunder for beregning af belåningsværdi, fremgår af "Tillæg til Bestemmelser for sikkerhedsstillelse for kredit i danske kroner pr. 1. maj 2012".
Henvendelse kan rettes til kontorchef Kristian Kjeldsen, tlf. 33636151. |